Af EWII
BLOG
29. marts 2020

Luft rigtigt ud og få et godt indeklima

Det er vigtigt, at du lufter ud i din bolig. Sådan gør du det rigtigt

Skal du lukke for radiatorerne og gulvvarmen når du lufter ud i din bolig? Og hvorfor er det nu så vigtigt, at du lufter ud?

Vi guider dig til, hvordan du udlufter din bolig rigtigt, så du får et godt indeklima, uden du tømmer dit hus for varme og din tegnebog for penge.

Derfor skal du lufte ud

Når du laver mad, sover, går i bad, tænder stearinlys og tørrer dit tøj indenfor, så forurener du dit indeklima og tilfører fugt til luften. I værste fald kan for meget fugt give skimmelsvamp – og det er der ingen, der ønsker at få.

Derfor er den generelle anbefaling, at du lufter ud 2-3 gange om dagen af 5-10 minutters varighed. Men det er ret vigtigt, at du lufter ud på den rigtige måde.

Men skal du så lukke for varmen imens? Det afhænger faktisk meget af, om du bor i et ældre hus eller i et nybyggeri.

Luk for radiatorerne i ældre huse

I ældre huse, er der ofte radiatorer – og det er altid en god ide at lukke for dem, når du skal lufte ud. Særligt hvis du lufter ud i mere end 5 minutter eller hvis det blæser meget.

Radiatorer sidder tæt på vinduerne, og derfor kan de blive brandvarme, når du lufter ud – hvis du ikke har lukket for dem. Det sker fordi radiatorerne kompenserer for den kolde luft, der pludselig kommer ind.

Vi anbefaler, at du lukker for varmen på din radiator, og sørger for gennemtræk, når du skal lufte ud i et ældre hus. Det er aldrig fornuftigt at fyre for gråspurvene. Tværtimod er det sund fornuft at spare på varmen – og her kan du se en række yderligere tips til hvordan du gør det.

Gulvvarmen skal ikke skrues ned ved udluftning

Bor du i en nyere bolig, har du sandsynligvis gulvvarme. Og det skal du ikke slukke for, når du lufter ud. Gulvvarmen er slet ikke hurtig nok til at registrere den temperaturændring, som følger med, når du lufter ud.

Men det er vigtigt, at du har gennemtræk i din bolig, for at du kan få udskiftet al den urene luft med dejlig frisk luft.

Ventilation i nyere huse

Hvis du er nybygger, er der stor chance for, at dit hus har et ventilationsanlæg, som skal sende luften rundt i dit hus. Der er skrappe krav til hvor godt isolerede nye huse skal være. Og derfor skal udluftningen være tilsvarende god.

Et ventilationsanlæg gør egentlig arbejdet for dig og udskifter den ’beskidte’ luft i dit hus med frisk luft. Derfor behøver du i princippet ikke åbne vinduer og døre og skifte luften ud på den ’gammeldags metode’. Men der sker ingen skade, hvis du gør det med jævne mellemrum.

Bonustip – hold øje med din afkøling

Du kan næppe spare op til drømmebilen, hvis du lukker for varmen, når du lufter ud. Men til gengæld kan du spare en stor portion penge, hvis du sikrer dig, at din afkøling er korrekt.

Afkøling er udtryk for den temperaturforskel der er i den fjernvarme, som komme ind og ud af dit hus.

Du kan tjekke, om din afkøling er god. Men når du gør det, skal du faktisk ikke lukke for varmen, når du lufter ud. Hvis røret med returvarme (røret tættest på gulvet uden termostat) på din radiator er mere varmt end lunken, så skal du have set nærmere på dit varmesystem.

Her er hvad du kan gøre for at få den optimale afkøling, og få dit fjernvarmeanlæg til at virke optimalt.

EWII
Sund fornuft at spare
At spare på strømmen er sund fornuft. Med få ændringer i din hverdagsrutiner og daglige vaner vil du også kunne spare på elregningen.
EWII
Bliv klogere på dit eget energiforbrug
Sådan lærer du energiforbruget at kende
Til top