EWII går på jagt efter innovative techbaserede løsninger

PRESSEMEDDELSER • feb 27 2019, 09:02

EWII er gået i samarbejde med COWI og VKR Holding om et nyt dansk innovations- og accelerationsprogram med navnet Urbantech organiseret af Rainmaking. Målet er over tre år at identificere og hjælpe med at udvikle op til 30 forskellige innovative startups indenfor tech-baserede løsninger til bæredygtig energi, byggeri og byudvikling.

Udviklingen af fremtidens bysamfund er udfordret på en række parametre. Eksempelvis rummer den grønne omstilling et udbuds-/efterspørgselsproblem og den øgede elektrificering kræver et mere fleksibelt energisystem, der gør byggeri og byer til aktiver i det samlede energisystem. Realtidsdata er i den forbindelse altafgørende og stiller krav til et sikkert og lynhurtigt fibernet.

Det er løsninger indenfor teknologisk innovation på blandt andet disse områder, som Urbantech programmet vil have opdyrket og frem i lyset.

Urbantech er udviklet i Danmark og etableret i samarbejde med danske virksomheder som EWII, COWI og VKR Holding og støttes af Realdania og Industriens Fond. Projektet sigter globalt, så startups over hele verden kan komme i betragtning til udviklingen af det danske samfund og løsningerne kan anvendes internationalt.

EWII fremlagde i september 2018 sin nye strategi ’En digitalt integreret multiforsyning’, hvor fibernettet sidestilles med de øvrige forsyningsarter. Involveringen i Urbantech-programmet udspringer af elementerne i strategien, fordi fiber bliver en forudsætning for udviklingen af ’det intelligente hjem’.

"Digitalt integrerede løsninger i byggeriet er nødvendige for at sikre omstillingen til vedvarende energikilder, som vi alle har et mål om. Ligeledes er fleksibilitet i energisystemet en nødvendighed for at matche forbrug og produktion uden anvendelse af fossile brændsler. Når vi går med i Urbantech-programmet, er det med det klare mål at få indsigt i og blive involveret i de innovative løsninger, der måtte være på de udfordringer på global plan," siger Lars Bonderup Bjørn, adm. dir. i EWII.

Som en væsentlig del af Urbantech-programmet vil de deltagende startups blive tilknyttet forskellige forretningsenheder og mentorer i henholdsvis COWI, EWII og VKR Holding for på den måde at få sparring og hjælp omkring deres konkrete pilotprojekter.

Planen er at hjælpe ti startups pr. år. Urbantech-programmet løber i tre år, og bliver drevet og faciliteret af Rainmaking, der har indgående erfaringer med lignende acceleratorprogrammer både i Danmark og internationalt.