GlobalConnect overtager erhvervskunder fra EWII Bredbånd

PRESSEMEDDELSER • sep 01 2020, 05:56

Tirsdag d. 1. september overdrager EWII Bredbånd, der er en del af EWII Koncernen, sin portefølje af erhvervskunder til fiberkoncernen GlobalConnect.

Det drejer sig om 1500 erhvervskunder, og sker på baggrund af et ønske fra EWII Koncernen om at lægge indsatsen omkring erhvervskunderne andetsteds i koncernen:

”Vi har et stærkt fokus på erhvervskunder, både nu og fremadrettet, men har på bredbåndsområdet besluttet, vi vil koncentrere os om privat-kunder,” lyder det fra administrerende direktør i EWII Koncernen, Lars Bonderup Bjørn.

”GlobalConnect er en fokuseret udbyder, som netop specialiserer sig i at levere netværksforbindelser til erhvervskunder som dem, vi nu overdrager. Det er jeg meget tryg ved,” siger Lars Bonderup Bjørn.

Han har positive erfaringer med at arbejde sammen med GlobalConnect, der allerede i dag udbyder internet via EWII koncernens åbne fibernet i Trekantområdet.

Hos GlobalConnect glæder CEO Danmark Louise Hahn sig over aftalen. GlobalConnect er i øjeblikket i gang med en ambitiøs udvidelse af erhvervsområdet, og tilkøbet af EWIIs erhvervsportefølje er et vigtigt skridt på vejen.

”Vi glæder os til at byde vores nye kunder velkommen og vise, hvad vi kan tilbyde. Vi har stort fokus på netop erhvervsområdet, og vi udvider konstant vores netværk for at sikre, at danske virksomheder kan få adgang til en stabil, sikker og hurtig netværksforbindelse,” siger Louise Hahn, dansk landechef hos GlobalConnect.

Helt konkret kommer erhvervskunderne dog ikke til at mærke meget til skiftet:

”Vi vil gøre vores til, at overdragelsen foregår så smidigt som muligt. Kunderne kommer ikke til at mærke væsentlige ændringer udover, at de nu skal kontakte os i stedet for EWII, hvis de har behov for at få fat i deres internetudbyder, men det sender vi naturligvis mere information om til de berørte kunder” siger Louise Hahn, dansk landechef hos GlobalConnect.

For yderligere information kontakt venligst:

Administrerende direktør i EWII Koncernen, Lars Bonderup Bjørn, på +45 23237118

CEO, Danmark og Tyskland for GlobalConnect, Louise Hahn, på +45 31311992