Leg og læring på Harteværket

PRESSEMEDDELSER • maj 16 2018, 13:31

Igennem et stykke tid har Harteværket i Kolding udviklet undervisningsforløb i samarbejde med Syddansk Universitet, Region Syddanmark og lærere fra grundskolen og ungdomsuddannelser.

Et af disse forløb blev onsdag testet af EWIIs adoptionsklasse fra 4.B på Abildgårdskolen i Odense.

Turen var ventet med så stor spænding, at den ene af eleverne proklamerede, at hun allerede var vågnet kl. 5 i morges, fordi hun glædede sig så meget. Det mente en klassekammerat at kunne overgå ved at have ligget søvnløs til klokken tre natten før besøget, men et par larmende søskende spillede vist også ind i den ligning.

Faktum var i hvert fald, at humøret var helt i top, da klassen blev sluppet fri på Harteværkets vandlegeplads.

Eleverne skulle løse otte missioner, hvor de blandt andet skulle teste hastigheden og flydeevnen på forskellige materialer, bygge både af modellervoks og mælkekartoner og meget andet.

”Det er børn, som endnu ikke har opdaget verden, så det betyder meget for dem at komme ud af klasselokalet. Her får de lov til at lege ny viden ind, og når de får fingrene i tingene og har det sjovt, husker de også det hele meget bedre,” siger Jesper Lund, lærer i 4.B på Abildgårdskolen.

For det utrænede øje kunne det til tider ligne, at det var mere leg end læring, men det var bestemt ikke tilfældet.

”Jeg kan mærke, at børnene er fokuserede på de forskellige opgaver. Der er selvfølgelig nogen, der har lidt svært ved at koncentrere sig, når der er rindende vand og store kar rundt omkring, men de har endnu sværere ved det hjemme i klasselokalet. Der er deres fokus slet ikke til stede, så det er rart at se, at de tager det til sig her og får noget viden med hjem,” siger Jesper Lund.

Harteværket er ikke fremmed for eleverne, der også var på forbi sidste år for at se, hvordan elektricitet blev produceret i gamle dage. Besøgene er en af to årlige arrangementer for EWIIs to adoptionsklasser, som også har besøgt forbrændingsanlægget Energnist i Kolding tidligere.

”Det er en del af vores samfundsansvar, at vi vil inspirere børn og unge til at foretage nogle uddannelsesvalg engang i fremtiden. Vi giver dem mulighed for at opleve en del af virkeligheden, som de måske ikke kender til, siger Anne Hilman, HR-partner i EWII.