Udviklingsprojekt har båret frugt

PRESSEMEDDELSER • dec 20 2016, 13:01

Tilbage i 2011 etablerede EWII 30 ladestationer i Billund, Vejle, Vejen, Fredericia, Middelfart og Kolding Kommuner for at udbrede ladeinfrastrukturen for elbiler i hele Trekantområdet. Elbilsejere har derfor kunnet lade deres bil op kvit og frit de seneste fem år.

Initiativet udløb første gang i 2013, men i samråd med kommunerne valgte EWII dengang at forlænge projektet. Den forlængelse udløber nu ved årsskiftet, og denne gang er det endegyldigt slut med fri strøm til elbilsejerne.

”Ladestanderne afmonteres ved aftalens udløb, fordi de ikke længere er tidssvarende. Det er også unfair konkurrence overfor de kommercielle udbydere af el-ladestandere, hvis vi fortsætter med at levere gratis opladninger, ” forklarer Tommy Lykkegaard, kommerciel chef i EWII.

Nye udbydere er kommet til
Da projektet i sin tid blev sat i søen, var der ingen kommercielle udbydere af ladestationer i området. Men i dag kan man få opladet sin elbil på 31 kommercielle ladestationer fordelt i hele Trekantområdet, og det vækker begejstring i EWII Koncernen.

”Vi har investeret en million kroner i projektet, og de mange nye ladestationer er et tegn på, at vores årelange investering har været med til at skubbe den grønne udvikling i gang og fremmet infrastrukturen for elbiler i Trekantområdet, ” lyder det fra Tommy Lykkegaard.

I Dansk Elbil Alliance er de glade for, at EWII i 2011 tog initiativ til at forbedre infrastrukturen for elbiler.

”Før der for alvor kommer volumen i elbiler, er man afhængig af, at ladeinfrastrukturen er til stede, så folk føler sig trygge ved at skifte til en elbil. Derfor er selve forretningen med at drive ladestationer ikke særlig attraktiv i starten, så det er rigtig godt, når flere aktører melder sig på banen, ” siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance.