Hvor stor en andel af min elpris kan jeg selv påvirke?
Den rene betaling for el til din el-leverandør kun ca. 20% af din samlede elpris. Det er kun denne pris, du selv kan påvirke ved dit valg af el-leverandør, og det er den del af din samlede elpris, som udbyderne kan konkurrere på. Afgifter til staten og moms udgør ca. 63 %. Resten, de cirka 17 % af den samlede pris, er udgifterne til transport, som betales til dit netselskab.
Betaling for el
Betaling for el er den del af elprisen, der handles på det frie elmarked, og som du kan lave en individuel aftale om med din el-leverandør. Så det er reelt set kun her, el-leverandørerne kan adskille sig fra hinanden.
Prisen for el dækker over dit elprodukt, samt abonnement og gebyrer til el-leverandøren.
Så hvis du overvejer at skifte el-leverandør, skal du ikke blot sammenligne kWh-prisen, men også din abonnementspris og de forskellige gebyrer med det, som du betaler i dag.
Vær opmærksom på, at enkelte el-leverandører tilbyder abonnementsordninger, hvor du betaler et fast månedligt beløb for betaling af el. Dette kan i de fleste tilfælde ikke betale sig, da dit rene elforbrug er mindre end det månedlige beløb.
Er du i tvivl om du skal skifte til et månedligt fast abonnement, kan du altid ringe til os på 70 55 55 55 og få vejledning ganske uforpligtende.
Betaling for transport
Betaling for transport dækker over de udgifter, som netselskabet opkræver for at få strømmen ud til dig via deres forsyningsnetværk. Det er netselskabet, der via el-leverandøren opkræver betaling for transport. Betalingen dækker omkostninger til udbygning, forrentning og vedligeholdelse af elnettet. Du betaler desuden abonnement til dit lokale netselskab, som blandt andet dækker vedligeholdelse af elmålere og hjemtagning af forbrugsdata, der anvendes til at afregne dig.
Du betaler også for transport- og systemydelser til det statsejede Energinet.dk, som ejer det overliggende net i Danmark.
Moms
Som på alle andre ydelser i Danmark, skal du betale moms af alle elprisens elementer.
Afgifter til staten
På vegne af Energinet.dk og Staten opkræver din el-leverandør en række afgifter og gebyrer. Afgifterne dækker betaling for en række samfundsnyttige formål, som alle skal betale til - blandt andet PSO (Public Service Obligations). PSO-afgiften vil gradvist blive afskaffet frem mod 2022, men vil fortsat være at finde på elregningen, indtil den er helt udfaset.