Spar energi med en cirkulationspumpe?

Går du og spekulerer over, hvordan du udnytter varmen i dit hjem optimalt? Så er cirkulationspumpen din nye bedste ven. Den sikrer nemlig, at du udnytter varmen i dit hjem optimalt, imens du sparer energi.

Hvordan lyder det, hvis vi fortæller, at du kan sænke dine udgifter til energi og forbedre din varmeøkonomi samtidig? Hvis du tænker: "ja tak, det er lige noget for mig", så kan det være, at du skal overveje at få installeret en cirkulationspumpe.

En cirkulationspumpe sikrer nemlig, at varmen kommer ud i alle hjørner i dit hjem - og så udnytter du varmen bedst muligt.

Lad os dykke ned i, hvordan en cirkulationspumpe virker, hvornår du skal skifte den, og hvordan cirkulationspumpen hjælper dig med at spare på energien.

Radiator som hus

Sådan virker en cirkulationspumpe

En cirkulationspumpe er afgørende for varme og varmt vand i din bolig, fordi den sikrer, at der kommer varmt vand i dine radiatorer, dine vandhaner og i dine gulve - hvis du har gulvvarme.

Kort sagt, så giver cirkulationspumpen dig faktisk varmen. Pumpen fordeler varmen ud i dit hus på samme måde som dit hjerte pumper blod rundt i din krop - bare lige for at lave en kropslig sammenligning.

To slags cirkulationspumper

I mange hjem findes der faktisk to pumper. En til brugsvand, som leverer varmt vand til dine brusere og vandhaner. Og en til varme, som leverer vandet rundt til radiatorer og gulvvarmen.

Det skal du gøre, hvis din cirkulationspumpe er slidt

Nu har vi jo konstateret, at din cirkulationspumpe på en måde minder om dit hjerte. Heldigvis skifter vi sjældent vores hjerte ud – men ligesom det er med vores organer, så kan din cirkulationspumpe også blive slidt med alderen. I sidste ende kan det betyde, at den skal udskiftes. Hvis du genkender nogle af tegnene på en slidt cirkulationspumpe, så må du hellere kigge dig om efter en ny.

Tre tegn på at din cirkulationspumpe er slidt

Du kan nemt se om det er på tide at skifte den gode gamle cirkulationspumpe ud til en nyere model. Vi har lavet et lille Kinderæg til dig med tre ting, du skal holde øje med.

  1. Hvis det støjer

    Hvis din cirkulationspumpe begynder at støje mere end den plejer, så kan du med ro i sindet kigge efter en nyere model.
  2. Hvis alderen trykker

    Hvis din cirkulationspumpe er mere end 10 år gammel. Så er det vist på tide at sende den på pension.
  3. Hvis den har trin indstilling

    Hvis du har en cirkulationspumpe, som kan indstilles i flere trin, som f.eks. 1-3, så er den moden til udskiftning.

Sådan sparer du mest med en cirkulationspumpe

For at du opnår den største energibesparelse med en cirkulationspumpe, er det vigtigt, at du vedligeholder og rengør pumpen. Det er vigtigt, for at sikre pumpens optimale ydeevne og er med til at minimere energiforbruget.

Du skal særligt være opmærksom på at du får rengjort filtrene i din cirkulationspumpe. Hvis de filtre bliver stoppet til med snavs og affald, går det ud over effektiviteten - og koster på energiregnskabet.

I det hele taget er støv og snavs ikke din ven. Pumpens motor og åbninger ved ventilationen skal helst være fri for både støv og snavs. Når pumpen er fri for snavs og støv, forlænger du dens levetid.

En anden ting du kan gøre for at forlænge pumpens levetid er, at isolere rørene omkring pumpen. Det er med til at minimere energiforbruget og forbedre pumpens ydeevne. Og så er det også med til at forhindre varmetab.

Vær opmærksom

Som med alt andet indenfor energiens verden handler vores sidste råd om, at du er opmærksom. Hold øje med dit forbrug løbende. Hvis det pludselig stikker i den ene eller anden retning, kan der være noget galt. 

Som kunde i EWII kan du altid se dit forbrug i selvbetjeningen. Men der er mange andre fordele ved selvbetjeningen, som du kan få del i ved at være kunde hos os. 

Lige som du skal være opmærksom på pludselige ændringer i dit forbrug, så opfordrer vi altid til, at du skal være opmærksom på hvordan din cirkulationspumpe er indstillet. 

Du kan altid følge producentens anvisninger, så du opnår den størst mulige energibesparelse. En cirkulationspumpe, som er indstillet rigtigt, giver både optimal brug af pumpen og så kan du spare på energien samtidig.