Rykkerproces

Hvordan foregår det, når du ender i en rykkerproces hos EWII? Få svaret her.

Får du ikke betalt din regning til tiden, starter følgende proces:

Betalingspåmindelse (Rykker 1):

Hvis vi ikke modtager rettidig indbetaling af din månedlige regning, vil vi fremsende en betalingspåmindelse. Du vil blive opkrævet et rykkergebyr på kr. 100,00 på din næste regning for denne påmindelse.

Rykkerskrivelse (Rykker 2):

Hvis du stadig ikke betaler din regning, vil vi sende en rykkerskrivelse til dig, og du vil blive opkrævet et rykkergebyr på kr. 100,00 på din næste regning for denne skrivelse.

Næste skridt i processen, såfremt din(e) regning(er) ikke bliver betalt, vil være, at du vil modtage et krav om sikkerhedsstillelse. Beløbet vil typisk svare til ca. 5 måneders forbrug. Det vil fremgå af denne skrivelse, hvor stor sikkerhedsstillelsen vil være.

Inkassomeddelelse (Rykker 3):

I denne meddelelse bliver du opkrævet en sikkerhedsstillelse. Det er et beløb, som skal stilles som sikkerhed for fremtidige betalinger. Hvis du betaler dette beløb, vil der ikke blive lukket for din el. Du har stadig en skyldig saldo, og hvis du vælger kun at betale sikkerhedsstillelsen, vil din restance blive sendt til inddrivelse ved et eksternt inkassobureau, hvilket vil medføre ekstra udgifter for dig. 

Indbetaling af sikkerhedsstillelse vil ikke fritage dig for betaling af fremtidige regninger – de skal fortsat betales ved forfald. Hvis du betaler dine månedsregninger rettidigt 12 måneder i træk, vil den indbetalte sikkerhedsstillelse blive betalt tilbage til dig.

Aftalen ophæves (Lukkemeddelelse):

Hvis vi ikke har modtaget betaling af sikkerhedsstillelse, ophæver vi aftalen om levering af el til dig, og ophævelsen har virkning 3 hverdage efter, at du har modtaget meddelelsen. Der vil endvidere stå i brevet, hvornår du kan forvente, at montøren kommer og lukker for din strøm.

Du kan ikke undgå afbrydelse ved at betale til den montør, som kommer ud for at afbryde, og du vil blive pålagt et lukkegebyr for afbrydelsen. Du kan undgå afbrydelse af elforsyningen, hvis du indgår en ny aftale om elforsyning med en anden el-leverandør og modtager el derfra, senest dagen før vi foretager afbrydelsen.

Er der blevet lukket, skal du indgå en kontrakt med en el-leverandør for igen at få strøm, og du vil derudover skulle betale et genåbningsgebyr. 

Skulle du fortsat ønske at have EWII som el-leverandør, er det vigtigt at du kontakter vores inkassoafdeling hurtigst muligt efter at du har modtaget brevet for at få information omkring det videre forløb og betaling.

Hvis vi ikke kan få adgang til din måler, vil din forsyning blive afbrudt med fogedens hjælp og evt. låsesmed, hvilket er forbundet med yderligere omkostninger for dig.

Genåbning af strøm

Hvis du har aftalt genåbning med EWII (eller en anden el-leverandør), er det vigtigt, at du sikrer, at der er nogen hjemme på adressen, den dag montøren kommer for at genåbne. Dette er af sikkerhedsmæssige årsager.

Er du ikke hjemme, når montøren kommer, kører han igen, og du vil komme til at betale for endnu et genåbningsgebyr.

Hvis du har en fjernafbrydelig måler, skal du sikre, at alle elektriske apparater er slukkede.