Varmt vand fra solens stråler

Med et solvarmeanlæg kan du få dækket op til 65 % af husstandens varmtvandsforbrug.
Solvarmeanlæg

Hvornår er solvarme en god investering?

Du bør overveje at få installeret et solvarmeanlæg, hvis du:

  • Skal udskifte dit gamle olie- eller gasfyr - eller gerne vil spare på dit gas eller olieforbrug
  • Har et hus der bliver opvarmet med el, hvor det varme vand kommer fra en varmtvandsbeholder opvarmet med el
  • Ønsker en billigere og mere miljøvenlig energiløsning til varmt vand og dele af boligopvarmningen
  • Skal renovere husets tag
  • Ønsker at udvide vindues-arealet i dit hus

Det er altid en god idé at få en byggesagkyndig til at kigge på sagen, inden du tager en beslutning. En byggesagkyndig eller en energivejleder kan bl.a. hjælpe dig med at finde ud af, hvilken solvarmer der vil passe bedst til netop dit hus og dit behov. 

Solvarmeanlægget kan sagtens benyttes i kombination med et eksisterende fyr, hvad enten det er et gas- eller oliefyr, så du sparer på din varmeregning.

På den måde er du også sikker på at have varmt vand nok i mørke og kolde vinterperioder.

Dreng får vand i hovedet med bruser

Solvarme i badeværelset

Hvert år har vi ca. 1.800 solskinstimer i Danmark.

Varmen fra solen kan opfanges i et solvarmeanlæg, der faktisk er i stand til at levere op til 65 % af en families varmtvandsforbrug.

Vælger du et større solvarmeanlæg, kan du måske endda have varme nok til badeværelsets gulv i sommerperioden.

Sådan virker et solvarmeanlæg

Et solvarmeanlæg består i hovedtræk af en solfanger og en lagertank. Solfangeren kan du placere flere steder, men helt optimalt er det på en sydvendt tagflade med en hældning på 45°. 

Når solens stråler rammer solfangeren, opvarmer de en frostsikker væske i nogle rør. En cirkulationspumpe får væsken til at cirkulere mellem rørene i solfangeren og sender så varmen til husets varmtvandsbeholder.

Hvor stor solfanger skal du have?

En byggesagkyndig eller energivejleder kan hjælpe dig med at vurdere, hvor stor en solfanger du har brug for. En tommelfingerregel er typisk, at 1 person kræver 1 m2 solfanger. Så er I en familie på fire, så bør du have omkring 4 m2.

Du skal huske at:

  • Ansøge om tilladelse hos teknisk forvaltning i din kommune, når du skal have et solvarmeanlæg
  • Orientere dit forsikringsselskab
  • Anmelde anlægget til BBR-registret
Gul badeand svømmer i vand. Hvad koster varmt vand ift. koldt vand? Hvad koster et brusebad - er det dyrere end karbad?

Dit hjem

Myte: Er varmt vand dyrere end koldt?

Er det bare en myte, at varmt vand er dyrere end koldt vand? Vi dykker ned i det her - og undersøger, hvad det koster at tage bad. Både i brusebad og karbad.